Tysk idealisme

Tysk idealisme, også kaldt den tyske idealisme, var en filosofisk strømning i slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet, med rødder i dele af Immanuel Kants filosofi. Filosofferne Fichte (1762-1814), Hegel (1770-1831) og Schelling (1775-1854) var strømningens hovedrepræsentanter.^[1] Det er omstridt, hvorvidt Immanuel Kant skal regnes med til den tyske idealisme, men det er ikke omstridt, at han har været en stærk inspirationskilde for den tyske idealisme. Andre filosoffer, der kan regnes med til strømningen, er Friedrich Schleiermacher og Arthur Schopenhauer. Der er ikke tale om en egentlig filosofisk skole, men der er alligevel en række fællestræk i tema og holdning.^[2]

Den tyske idealisme repræsenterer en udvikling inden for filosofi, der fokuserede på begreber som frihed, subjektivitet, bevidsthed og selvbevidsthed. Tilgangen havde en betydelig indflydelse på efterfølgende filosofiske retninger og bevægelser. Den tyske idealisme indledte og inspirerede i høj grad romantikken^[3]. Den lagde også grunden for eksistentiel filosofi, fænomenologi og marxisme, og dens indflydelse kunne desuden spores i senere filosoffers tanker, herunder Friedrich Nietzsche og Søren Kierkegaard.

1. ^ Jørgen Huggler: Hegels skeptiske vej til den absolutte viden.
2. ^ Politikens filosofihåndbog, s. 332.
3. ^ Grøn 1989